Forlaget September » Bøger alfabetisk » Da Nina vidste » Pressen skrev » Veras valg

Veras valg

Hans Nielsen, Nordjyske Stiftstidende, 1. december 2019 (5 ud af 6 stjerner)

På dansk kender vi den israelske forfatter David Grossman (f. 1954) for romanerne ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, ”At falde ud af tiden” og ”En hest kommer ind på en bar”.

Alle er båret af en soliditet, som man tit kan savne i nyere romanlitteratur.

Her labber man ikke bare teksterne i sig for siden at skøjte videre og snart igen glemme det hele.

Grossman stiller høje krav til sine læsere, og der bliver lagt benspænd ud, men i sidste ende sidder man tilbage med en læseoplevelse, der er fundamentalt forløsende.

Det gælder i høj grad også romanen ”Da Nina vidste”, som bygger på virkelige hændelser og personer. Jugoslaviske Eva Panic Nahir (1918-2015) gennemlevede et mareridt på præsident Titos fangeø Goli Otok, inden hun kom i sikkerhed i Israel.

Grossman har haft et nært bekendtskab med Eva Panic Nahir og fået hendes tilladelse til at fortælle hendes forrygende historie tilsat Grossmans egen fantasi.

Udgangspunktet i romanen er den 90-årige Vera Novaks fødselsdag i en israelsk kibbutz, og her bliver mødet mellem tre generationer afsættet for en sælsom rejse tilbage i tiden, hvor man vil have alle skeletterne rystet ud af skabet og opsøge de lokaliteter –inklusive den bestialske fangeø – som spiller en rolle i den gribende kærlighedshistorie mellem en kroatisk jøde og en serbisk soldat.

Det er barske løjer, og det hele dokumenteres af Veras datterdatter, som både tager notater og filmer undervejs, medens den skæbnesvangre sandhed stykke for stykke kommer for dagen.

Hverken Vera, hendes datter Nina eller Rafael, som Nina fik datteren Gili med, og som alle er med på ekspeditionen, kender hele historien.

Men det kommer de til.

Problematikken minder i al sin gru om det dilemma, som man også træffer i William Styrons gribende roman ”Sophies valg”, hvor hovedpersonen på vej til udryddelseslejren Auschwitz skal vælge, hvilket af hendes børn der skal leve, og hvem der skal dø.

Det er hård kost og blændende afviklet af Grossman, men det kræver en rutineret læser.