Forlaget September » Bøger alfabetisk » bag om min far » Pressen skrev » Pennen og sværdet
Pennen og sværdet
Billedkunstneren og forfatteren Kaspar Kaum Bonnén går i rette med sin endnu levende far, som han føler har svigtet ham groft som barn.
Lisbeth Bonde, Kristeligt Dagblad, 12. maj 2020 (5 ud af 6 stjerner)
”En far er en der giver din lillebror store gaver En far er en der aldrig ringer til dig En far forstår ikke hvorfor man aldrig holder op med at beskylde ham for ikke at have været en god far...”
Sådan skriver Kaspar Kaum Bonnén (født 1968) i sin hjerteskærende elegi om sin fraværende kunstnerfar, hvis svigt han som midaldrende mand – selv kunstner og far til flere børn med flere ekskoner – stadig lider under.
Kaspar Bonnén hører til sin generations fremmeste billedkunstnere, men han er også digter og forfatter, der mestrer ordkunsten som få. I 2016 udgav han romanen ”Ind til min mor” om sin skizofrene kunstnermor, som han og søsteren voksede op hos efter forældrenes skilsmisse. Undervejs bliver moderen så syg, at de to søskende bliver sendt på børnehjem.
Denne problemopvækst havde Kaspar Bonnén nogle år før givet kunstnerisk form med den selvudleverende totalinstallationen ”The Past Will Never Leave You” (Fortiden vil aldrig forlade dig) i Kunstforeningen Gl. Strand. Det var et stykke erindringsarkitektur, hvor han på rørende vis rekonstruerede barndomshjemmet i Nansensgade på godt og ondt. Mest det sidste.
Nu er det så hans far, der står for tur. Men til forskel for bogen om moderen, som han først skrev, da hun var gået bort, er den nye bog skrevet, mens forfatterens berømte billedhuggerfar, Peter Bonnén, stadig går lyslevende rundt og stadig fylder en del på kunstscenen. Genremæssigt er der tale om autofiktion, formet som knækprosa i stil med 1970’ernes populære bekendelseslitteratur. Jegfortælleren skriver angiveligt bogen for at komme igennem en dyb krise, der påvirker ham eksistentielt, ægteskabeligt og kunstnerisk. Han har forgæves forsøgt at få faderen i tale vedrørende dennes fravær og grove svigt i hans barndom. Derfor må han tage dette skridt, hvor han samtidig tager faderen som gidsel:
”Man retter pennen frem og glemmer at den er et sværd, og beder læseren om at tage del i drabet,” skriver han i sine mange refleksioner over det etiske dilemma at udgive bogen, mens faderen stadig er i live.
Her skal ikke tages stilling til, om faderen de facto har svigtet eller ej. At fortælleren føler faderens svigt som determinerende for hans indre ruin, kan der derimod ikke sættes spørgsmålstegn ved. Følelser er nemlig på trods af deres flygtige og subjektive karakter virkelige hinsides enhver diskussion. Med sin nye, hudløse og sjælerystende bog forsøger Kaspar Bonnén at udfylde sorgen og tomrummet, som det grove fadersvigt har skabt i hans sjæl. Bogen er en anklage mod et menneske, som ikke viste rettidig omhu, set fra sønnens synsvinkel. På dette punkt kan den sammenlignes med Synnøve Søes skandaleombruste selvbiografi ”Fars” fra 1989 om hendes endnu levende højskoleforstanderfars grove svigt i hendes barndom.
Ligesom et hus skal hvile på et solidt og stabilt fundament for at kunne modstå vind og vejr, bør et barn have en barndom i trygge og kærlige rammer for at kunne klare modgang og større udfordringer. Men det omvendte er desværre ofte tilfældet, så næste generation også bliver udsat for svigt og manglende kærlighed. Det kristne begreb arvesynden indebærer, at vi alle er født syndere, da vores vilje fra starten er bundet til det onde. Men hvis vi lytter til godhedens, empatiens og kærlighedens budskab – eller til Gud, hvis man er troende – kan vi bryde med den nedarvede ondskab. Synd er, når vi ikke lytter til det gode, til Gud, og fanges i egoisme og medfølgende isolation. Eller hvis vi udviser ligegyldighed over for vores næste.
Det er i øvrigt påfaldende, hvor mange bøger i vores tid, der har fokus på en elendig barndom – fra den nyligt afdøde unge digter Yahya Hassans to stærke digtsamlinger om en voldelig opvækst i en indvandrerfamilie til den danske billedhugger Bjørn Poulsens nye, sjælevridende roman ”Opkald fra Mælkevejen” om en barndom på første klasse med en skizofren mor. Og mange, mange flere.
Lad mig her komme med nogle centrale citater fra Kaspar Kaum Bonnéns medrivende og modige bog: ”Imens min fars familie er i færd med at skabe det skønne, svæver min søster og jeg som planeter uden et fast tyngdefelt. Mens vi boede på børnehjem levede min fars familie med det skønne.”
På et tidspunkt bliver fortælleren korporligt afstraffet af faderen for at have leget med tændstikker:
”Måske var det den dag, jeg blev overladt til min ensomhed. Den dag jeg for alvor vendte mig ind i mig selv, fordi der ikke var en alternativ verden til min mors verden.”
Den lille bog falder i 33 kapitler, som hver har en titel, der overvejende er et substantiv i ubestemt: Leg, Frø, Bryst, Alkohol, Synd, Skulpturer med videre, hvor de nævnte objekter og tilstande undersøges i skriftens form.
Indimellem svinger Kaspar Bonnén sig op til det geniale, som når han taler om spejlingen i faderen, konkretiseret ved, at de bor henholdsvis til højre og venstre i samme hus, at de med andre ord lever et ”modsat” liv, der udspiller sig på hver side af en midterakse. ”Når han drejer sig i sengen mod venstre, drejer jeg mig mod højre.” Og han fortsætter: ”Spejlet man som forfatter holder op virker begge veje. Jeg tror ikke at litteratur skal være opbyggelig, men når man udstiller sine nærmeste, uden at dække det bag fiktionens slør, ligger der et særligt ansvar.”
Som læser lever man sig ind i fortællerens sjæledrama, der rummer en langt bredere og mere almenmenneskelig problematik, som handler om det ansvar, vi alle har for at holde hånden under vores nærmeste og give dem kærlig opmærksomhed. Måske kan netop isolationen under coronakrisen få os til at reflektere dybere over vores medansvar for andre og gøre os til bedre medmennesker, ikke kun i tanke, men også i handling?