En fuckfinger er også en fremstrakt hånd

Kaspar Kaum Bonnén har sendt en mail med sine overvejelser på forhånd.

Svar på spørgsmål, han måske kunne få. Om sin far.

Emnet er kildent, faktisk virkelig svært. Det handler om en hård barndom og en ny digtsamling, der over 98 sider saver hans far, kunstneren Peter Bonnén, over i så mange stykker, at det vist sjældent er set før.

Hvert fragment af svigt bliver vendt og drejet i hånden som et smykke.

Intet overlades til fantasien. Ingen forsøg på at skjule, hvem det egentlig handler om, under opdigtede navne og begivenheder.

På forsiden af digtsamlingen ' Bag om min far' er der et billede af Peter Bonnéns skulpturer.

På side 38 står, at han pisser i sengen.

17 gange er ordet svigt nævnt. Regnskab to gange. Spejling eller spejl syv gange. Opgør tre. Far 123.

Far, Peter Bonnén, bor i lejligheden ved siden af Kaspar Kaum Bonnén.

Altså lige ved siden af.

Når man står i Kaspar Kaum Bonnéns hoveddør og kigger ud, så ser man direkte ind i Peter Bonnéns grønmalede dørhåndtag.

Altanerne på deres spejlvendte luksuslejligheder i det indre København mødes i et lille hegn på midten.

Det er en lang mail, som Kaspar Bonnén sender, og den begynder med spørgsmålet: »Kan man det her?«. Lidt længere nede, på sin egen linje, står der: »Jeg er ikke ude på at lave et fadermord«. Men hvad er det så? Kaspar Kaum Bonnén er en spinkel, krøllet mand i blødt tøj og uglet hår.

Hans stemme er mild og let tilbageholdende.

Siden 1990' erne har han haft en fremtrædende rolle som billedkunstner og har derudover også udgivet flere anmelderroste bøger. Den nu 51-årige kunstner har en søster, som han voksede op med hos en psykisk syg mor, og en halvbror, som voksede op hos deres fælles far. Sin barndom med moren har Kaspar Kaum Bonnén tidligere beskrevet i romanen ' Ind til min mor', men nu har »fortiden henvendt sig« på en måde, der udefra kan ligne et fadermord, men som ifølge forfatteren ikke er det.

Svigtet

Peter Bonnén er ikke ond, skynder hans søn sig at sige.

Peter Bonnén vil bare ikke erkende sit svigt, og hans søn har behov for at udstille det, fordi han ikke føler, at hans historie er blevet hørt, siger han. Og fordi Kaspar Bonnéns arbejde er at være kunstner, ligesom sin far og mange andre i den berømte Bonnén-familie, så arbejder han »der, hvor det brænder mest på«. Han forklarer det sådan, at vi også »skriver om Anden Verdenskrig, ikke kun guldalderen«. Derfor endte han med at sidde i sin lejlighed (som hans far for resten har hjulpet ham med at skaffe), dør om dør med sin far, og udlevere ham. For han vil ikke være prototypen på endnu en kunstner-Bonnén, hvor talentet går i arv fra generation til generation. Også selv om han måske er det.

»Jeg ser ikke mig selv som en del af min kunstnerfamilies historie, selv om jeg nok er inkarnationen af det. Der var ingen af dem, der tog sig af mig«, siger han.

Han sidder ved et langt bord i sin spraglede stue.

Der går en hårløs kat på bordet. Canadian Sphynx hedder racen, god for allergikere.

»Det havde næsten været vildere, hvis jeg var blevet lønarbejder end kunstner«, siger han.

Hvorfor blev du så bare ikke det? »Måske fordi kunsten har en mystisk magt, en magi, som gjorde, man kunne tale om alt det, man ellers ikke kunne tale om. Noget religiøst, mystisk, noget med sandhed i, noget, hvor vi er mere ærlige. Måske fordi der var mange ting, jeg syntes var svære at forstå«, siger han.

Det paradoksale i, at Kaspar Kaum Bonnén både føler stort behov for at lægge afstand til sin far og på mange måder minder om ham, er drivende for bogen.

Når Kaspar Kaum Bonnén tager telefonen, lyder han som sin far, siger han. Det er rigtigt, jeg har talt med dem begge. Ligesom sin far har Kaspar Kaum Bonnén børn med flere forskellige kvinder. Han ligner også sin far af udseende. Og er altså kunstner som sin far.

Peter Bonnén er minimalist, Kaspar Kaum Bonnén er det modsatte. Peter Bonnén er kendt for stramme kubeformede jernskulpturer med bløde snit igennem. Konceptuelt. Rent. Kaspar Kaum Bonnén kalder sig selv for maksimalist.

Hans kunstneriske verden er farverig og eventyrlig, med mange kroge og lag at gå på opdagelser i.

Ihans lejlighed har alt en farve. Det ligger i et æstetiseret rod. En stor plante her, børnebøger der, tæpper, sofaer, kunstværker. Selv katten ser godt ud på en aparte måde.

Bag hans fars hoveddør er der hvide flader og møbelklassikere. Rene linjer.

Det fortæller i hvert fald Kaspar Bonnén.

Ideen med den her artikel har hele tiden været at få Peter Bonnén og Kaspar Kaum Bonnen til at sidde sammen i enten den ene eller den anden lejlighed og tale sammen om Kaspar Kaum Bonnéns digtsamling. Peter Bonnén har over en række uger fået tilbuddet tre gange, men ønsker ikke at deltage.

Der er altså her tale om et interview, der handler om en navngivet, nulevende person, der har valgt ikke at give sit syn på sagen til kende.

Familiefejde

Og her kommer det første spørgsmål så op igen: Kan man det her? Burde Kaspar Kaum Bonnén ikke bare have skrevet et brev til sin far? Og bør Politiken ikke holde sig fra en familiefejde i landets kulturelle overklasse? Det kan oplagt diskuteres, men Kaspar Kaum Bonnén har lavet en digtsamling, et kunstværk, som oven i købet er blevet rost i høje vendinger i de førende danske aviser. Og her i sektionen beskæftiger vi os med kunstværker. Det utraditionelle er, at kunstneren på ingen måde har tilsløret, at det handler om hans egen, nulevende far.

»Der er intet digterjeg, og der er ikke nogen forskel på det private og det, der står i bogen. Den er 1 til 1«. Her ville vi så meget gerne have hørt Peter Bonnéns holdning til: Kan man det? Det mener den yngste Bonnén godt, man kan, men han mener også, at den ældste mener det.

»Han forstår det intuitivt godt, fordi det at lave kunst har været det vigtigste i hans liv, så på en måde er det livsnødvendigt.

Han forstår godt selve impulsen i det. Det tror jeg, han respekterer. Det gør det nok også endnu mere svært at forholde sig til«, siger han.

Men »hans ære eller anseelse er på spil, så han kan ikke tage det«, og derfor er der en dobbelthed i det, siger Kaspar Kaum Bonnén.

»Man kan ikke negligere tingene«. »Jeg synes, min far har haft rigtig mange muligheder for at tage de her ting for længe siden. Jeg har spurgt til det mange gange. Det her er så min oplevelse, og man kan diskutere, om den oplevelse skulle være en bog til hele verden eller måske bare et brev. Nu er det, jeg laver, så bare at være forfatter«, siger Kaspar Kaum Bonnén.

Han fortæller, at han har udgivet bogen som et forsøg på at sætte sig selv fri af sin barndom. Hvor ' Ind til min mor' handlede om opvæksten med en skizofren mor, er turen nu kommet til den anden side af fortællingen om barndommen: den om den fraværende far.

»Jeg har forsøgt at spørge min far, hvorfor han ikke gjorde noget, da vi var på børnehjem. Så siger han, at han havde et polititilhold fra min mor, og det kan sikkert godt passe, at hun har gjort alt muligt, for at han ikke måtte se os«. »Alligevel synes jeg, det er svært at forstå, at en psykisk syg kvinde, der i øvrigt pludselig bare er rejst til Italien, kan holde en far fra at se sine børn. Uanset, så var der mange andre muligheder for, at han kunne have skabt en tryghed«, siger Kaspar Kaum Bonnén.

Har din far på ingen måde investeret noget i den periode? Forsøgt noget? »Næh«. Lang pause.

»Og det kan godt være, at det var, fordi han ikke kunne overskue det. Han fik børn tidligt. Han har været ramt af depressioner og har haft et alkoholmisbrug.

Men jeg synes, det er vigtigt at tale om de ting. Han mener selv, at han er så lys, og jeg er så mørk, men det synes jeg bare ikke er rigtigt, og hvis vi bare havde kunnet tale om de her ting, så var det slet ikke sikkert, at der var kommet en bog«, siger han.

Hvad med hans familie? Jeres familie i det hele taget? »På min mors families side havde vi en onkel, vi boede lidt hos i et kollektiv, og ellers boede vi så på børnehjem og besøgte min far hver anden weekend. Da vi blev lidt større, boede vi så bare alene derhjemme med en socialrådgiver, der kom en gang i mellem«, siger han.

Kaspar Kaum Bonnén siger, at han har følt behov for at udfylde den halvdel af sin barndomserindring, der tilhører livet med hans far.

Ligesom farens stuer er erindringen sparsomt møbleret. Det er erindringen om at komme i den store lejlighed med den gode mysli fra Irma, som Kaum Bonnén skriver i digtsamlingen, men ikke at føle sig hjemme.

Den totale ansvarsløshed

Bogen handler også om, at Kaspar Kaum Bonnén er ved at blive som sin far på mange punkter.

»For min bror, som voksede op i lejligheden, var det anderledes. Han var hjemme der. Jeg var hjemløs. Alligevel var det mig, som fulgte i min fars fodspor.

Min far var kunstner, jeg blev kunstner. Spejlene vender historien i sære vinkler«, skriver han i digtet ' Spejling'.

Nu bor de så i spejlvendte lejligheder lige ved siden af hinanden, med lignende succesfulde kunstnerkarrierer, begge med økonomisk og kulturel kapital i orden.

Begge modtagere af Eckersbergmedaljen, begge med forliste ægteskaber og begge med børn, hvis søskende er halve.

Ville det hjælpe dig, hvis han havde en forklaring? »Jo...«, siger han.

Han holder temmelig lange pauser, som om han vender sine sætninger en ekstra gang i hovedet.

»... der er helt sikkert noget i spørgsmålet om, hvad der ville være nok for mig. At der er nogle ting, han, fra da jeg var barn, ikke har gjort, som sidder så dybt i mig, at de er svære at fjerne. Det er ikke noget med, at han skal angre...«. Pause.

»... det handler om, at vi skal kunne tale om det, uden det hele tiden skal være forsvar«, siger han.

Det er forsvarspositionen, der står i vejen for, at Kaspar Kaum Bonnén som voksen mand kan få noget, der minder om fred med sin barndom.

»Jeg håber, at nogen kan hjælpe med at forklare ham, at det ikke bare er et fadermord, men også en udstrakt hånd. Det kan godt være, den udstrakte hånd nogle gange er en fuckfinger, men det er ikke desto mindre en udstrakt hånd«, siger han.

Kritikken er konkret møntet på Peter Bonnén, men rækker også ud til en hel generation, der i høj grad har levet under stor frihed og med velstand.

»Bagsiden af den totale frihed er den totale ansvarsløshed«, siger Kaspar Kaum Bonnén.Den følte han som barn, og da han selv blev far, følte han den igen, fortæller han, fordi Peter Bonnén angiveligt tidligt gjorde opmærksom på, at han ikke var sådan en farfar, der passede børnebørn. Et »gentaget svigt«, omtaler Kaum Bonnén det.

Du er selv en mand på 51 år med fem børn og forliste ægteskaber. Tror du, at du på et tidspunkt holder op med at beskæftige dig så meget med din egen barndom? »Min far siger altid, at det aldrig er for sent at få en god barndom. Jeg ville ønske, han havde ret. På den anden side er de der 10-12 formative år det sidste, vi husker tilbage på, når vi bliver gamle og er ved at dø. De har en kæmpe betydning«. Har du så fået det lettere med det hele efter at have offentliggjort det? »Når man er over 50 år som mig, så ville jeg da enormt gerne bare kunne slippe det og sige, at sådan er han, og han har sine grunde. Tilgive. Det er synd for ham eller et eller andet sted. Så tilgive, det ville jeg da godt kunne. Jeg har lyst til at kunne det. Men det kan jeg ikke. Men efter bogen er kommet, kan jeg faktisk lidt bedre sige det«. Hvor tit har du tænkt på din egen far i den måde, du selv er far for dine fem børn på? »Ikke så meget, det er faldet mig meget naturligt. Det har ligget i mig, at jeg har søgt efter tryghed i relationer.

Jeg har selv den udlængsel, så jeg kender godt det med, at følelseslivet er komplekst«. Så der kommer ikke sådan en bog om dig en dag fra et af dine børn? »Det håber jeg ikke. Jeg har også begået fejl, og et af mine børn har også følt sig svigtet, og det er jeg enormt ked af. Men jeg har også prøvet at give så meget, jeg kan, og prøvet at tage ansvar«. Kaspar Bonnén begynder at tale om tv-programmet ' Sporløs', hvor mennesker, der ikke kender deres forældre, sammen med et tv-hold forsøger at finde dem. Ofte ender det i tårevædede scener, hvor eksempelvis adoptivbarnet møder sin biologiske mor, og de falder i armene på hinanden. Moderen bryder grædende sammen og fortæller, at hun var et forfærdeligt sted i sit liv, da hun gav barnet fra sig. At hun har fortrudt hele livet, og at hun hver dag har tænkt på sit barn.

»Det er det ' Sporløs'-moment, jeg mangler«, siger Kaspar Kaum Bonnén.